Forskellige bælgfrugter i skåle til fejring af Bælgfrugternes Dag

Bælgfrugternes Dag 10. februar 2025

I Rådet for sund mad arbejder vi for at alle danskere skal spise sundere. En vigtig del af dette arbejde er at sætte fokus på “De officielle kostråd” for sundhed og klima (Kostråd til dig – Fødevarestyrelsen) . Her spiller bælgfrugter en central rolle, da anbefalingen lyder på 100 g tilberedte bælgfrugter om dagen. I dag spiser vi kun mellem 2-5 g, så der er et stort potentiale for at øge indtaget og gøre bælgfrugterne til en naturlig del af vores måltider.

Hvad er bælgfrugter?

Bælgfrugter er modne, tørrede frø fra bælgplantens frugter og tilhører ærteblomstfamilien. De omfatter blandt andet bønner, linser og kikærter og fås både som konserves, frosne og tørrede. Bælgfrugter er en fremragende proteinkilde med et lavt klimaaftryk, samtidig med at de er rige på fibre, vitaminer og mineraler. Deres høje proteinindhold i bælgfrugter gør, at du helt eller delvist kan erstatte kød i måltider, og samtidig holde dig mæt over længere tid.

Vi fejrer Bælgfrugternes Dag – vær med!

Bælgfrugtens Dag den 10. februar er en global FN-dag, hvor vi sætter fokus på bælgfrugter som en vigtig del af et sundt og klimavenligt måltid. I Rådet for sund mad samarbejder vi med organisationer for at inspirere danskerne til at spise flere bælgfrugter – både derhjemme, på arbejdet og ude.

Sådan kan du fejre Bælgfrugternes Dag – eksempler:

Det er kun fantasien der sætter grænser for, hvad vi sammen kan gøre for at gøre opmærksom på de skønne bælgfrugter og deres anvendelse

  • Fokus på bælgfrugter i tilbudsaviser/apps og dagligvarebutikker op til den 10. februar
  • SoMe opslag med budskaber om de bælgfrugter
  • Brug af materiale omkring Bælgfrugter
  • Bælgfrugtefest i institutioner og kantiner
  • Dele lækre opskrifter på sociale medier
  • Uddele smagsprøver på retter eller produkter med bælgfrugter
  • Lave en bælgfrugtequiz
  • Fællesspisning med bælgfrugter på menuen