Ny hjemmeside skal gøre det nemmere for madprofessionelle at lave sund og klimavenlig mad

På en ny hjemmeside kan madprofessionelle nu dykke ned i et vidensoverblik over bl.a. opskriftssamlinger, indkøbsaftaler, beregningsværktøjer og efteruddannelse. Den nye hjemmeside er til madprofessionelle og beslutningstagere i landets køkkener, der brænder for at lave sund og klimavenlig mad.

Værktøjer til madprofessionelle
Foto: Fødevarestyrelsen

Det er ambitionen, at den nye hjemmeside skal gøre det nemmere at finde frem til brugbare værktøjer og viden, der allerede eksisterer. For der findes nemlig allerede rigtig gode værktøjer og viden, der kan bruges aktivt i omstillingen til sundere og mere klimavenlig mad.

”Med den nye hjemmeside har vi samlet en række brugbare værktøjer og viden, som madprofessionelle allerede har haft gode erfaringer med, når det drejer sig om at lave sund og klimavenlig mad. Den viden giver vi nu videre, så interesserede får et godt overblik over, hvad der findes af inspiration til en grøn køkkenomstilling”, fortæller sektionsleder Simon Rask fra Fødevarestyrelsen.

På den nye side kan man fx finde opskriftsamlinger, ny viden om planterige måltider, madspild og meget mere. Det er også muligt at finde inspiration til forbedring af indkøbsaftaler og beregningsværktøjer, samt hvordan man som madprofessionel arbejder med fx efteruddannelse i det professionelle køkken.

Søg i viden og værktøjer lige her

”Der er tale om en mangfoldig vifte af værktøjer til madprofessionelle, som kan løse nogle af de udfordringer man kan stå med ude i køkkenet, når man gerne vil lave sund og klimavenlig mad. Det er vores ønske, at det skal være så nemt som muligt at producere sund og klimavenlig mad, og derfor har vi samlet en let tilgængelig vidensbank, hvor professionelle ildsjæle kan finde nye inspiration”, siger Simon Rask.

Værktøjerne på den nye hjemmeside tager afsæt i resultater fra rapporten ”Videns- og behovsafdækning af praksis i de professionelle køkkener i forbindelse med produktion af sund og klimavenlig mad”,

Rapporten er udarbejdet af Aarhus Universitet i samarbejde med Københavns Professionshøjskole. I rapporten afdækkes det, hvordan de professionelle køkkener er rustet til madlavning efter ’De officielle Kostråd – godt for sundhed og klima’, samt hvilke værktøjer de efterspørger.

Den nye hjemmeside og rapporten med værktøjerne er en del af projektet ”Sund og klimavenlig mad i professionelle køkkener” i regi af Rådet for sund mad. Det er forventningen at der lanceres fire færdige værktøjer til landets madprofessionelle og beslutningstager efteråret 2023.

Fakta

Læs mere

Rådets projekt ’Sund og klimavenlig mad i professionelle køkkener’