Kvinde kigger på vareindholdet på en fødevarer for at tjekke hvad der er sunde fødevarer til mennesker med diabetes

Sunde fødevarer til mennesker med diabetes – Resultater fra en kvantitativ og en kvalitativ undersøgelse

Gennem en kvantitativ undersøgelse blandt mennesker med diabetes og en kvalitativ undersøgelse blandt sundhedsprofessionelle, er det blevet undersøgt, hvilke eksisterende mærkningsordninger, støtteværktøjer og redskaber, der er kendskab til, hvilke der anvendes i praksis, og hvilke ønsker der er til nye støtteværktøjer og redskaber. Der spørges også til forhold omkring indkøbssituationen, og i hvilke situationer, det er svært at vælge sunde mad- og drikkevarer. Svarene fra de to undersøgelser skal danne vidensgrundlag for udvikling af nye støtteværktøjer, redskaber og initiativer, der kan gøre det lettere at træffe sunde valg, når der lægges varer i indkøbskurven. Pointer er suppleret med udvalgte kommentarer fra respondenterne.

Den nationale diabeteshandlingsplan

I forbindelse med den nationale diabeteshandlingsplan, som indgår i aftalen om satspuljen på sundhedsområdet for 2017-2020, er der afsat midler til initiativ 4: ’Sunde fødevarer til mennesker med diabetes’. Formålet med initiativet er at gøre det let og overskueligt for mennesker med diabetes at træffe sunde valg, når der lægges fødevarer i indkøbskurven (supermarkedet, ’på farten løsninger’ og e-handel). Indsatsen kan både hjælpe mennesker med diabetes, pårørende og den brede gruppe af sundhedsprofessionelle, der vejleder og rådgiver mennesker med diabetes.

Sunde fødevarer til mennesker med diabetes

Projektet Sunde fødevarer til mennesker med diabetes gennemføres i 2018-20 i regi af Rådet for sund mad i et samarbejde mellem Kost og Ernæringsforbundet (projektledelse), Sundhedsstyrelsen, Komiteen for Sundhedsoplysning samt Diabetesforeningen.