Person i kantine illustrerer sundhed på erhvervsskoler

Sundere erhvervsskoler

Projektet Sundere erhvervsskoler sætter fokus på individuel- og gruppevejledning af erhvervsskolernes elever samt vedligeholdelse og videreudvikling af den eksisterende opskriftdatabase, der er lavet til de nøglehulscertificerede kantiner på erhvervsskolerne. Projektet blev udviklet i regi af Måltidspartnerskabet (nu Rådet for sund mad).

Sundere madvaner

Formålet var at forbedre elevernes sundhed samt at påvirke dem til at ændre vaner, mod en sundere livsstil. Personer med kort uddannelse spiser generelt mindre sundt og er mindre fysisk aktive, sammenlignet med personer med lang uddannelse. Faktorer der, ifølge Sundhedsstyrelsen, bidrager til øget sygefravær og lavere gennemførselsprocent.

Sundere erhvervsskoler har to forskellige målgrupper, da det både omhandler aktiviteter målrettet køkkenpersonalet i de nøglehulscertificerede kantiner på erhvervsskolerne og aktiviteter målrettet særligt udsatte elever på skolerne.

Nye opskrifter

Projektet er opdelt i 5 forskellige arbejdspakker. En af pakkerne omhandler et kursusforløb for køkkenpersonalet på erhvervsskolernes kantiner. Her var fokus på flere og bedre opskrifter samt portionsberegner. Opskrifterne tager udgangspunkt i sæson, andre smagsgivere end salt og at ’smugle’ flere grøntsager ind i retterne. Kursusforløbet skal sikre personalet et kompetenceløft, så de bliver styrket i brugen af nøglehulsberegneren og i brugen af de nye opskrifter.

En anden arbejdspakke omhandler individuel- og gruppevejledning af erhvervsskole elever. Eleverne melder sig frivilligt til vejledningsforløbene, der indebærer et indledende sundhedstjek, hvorefter kvalificerede professionsbachelorer i ernæring og sundhed eller kliniske diætister vurderer, om der er behov for videre individuelt vejledningsforløb. Forløbet vil have et sundhedsfremmende formål samt søge at øge elevens handlekompetence i retning af, at træffe sundere valg.

Se andre projekter målrettet erhvervsskoler her.