Nye maksimumgrænser for søde sager, snacks, søde drikke og alkoholiske drikke
DTU Fødevareinstituttet har beregnet nye tal for, hvor mange tomme kalorier, der er plads til i en sund kost for børn, unge, voksne og ældre. Resultater viser, at børn og unge indtager op til fire gange så mange søde sager og søde drikke, som der er plads til i en anbefalet kost. Danskere skal i gennemsnit reducere deres indtag af søde sager, snacks, søde drikke og alkoholiske drikke med ca. 75% og erstatte det med sundere mad- og drikkevarer, for at kosten lever op til De Nordiske Næringsstofanbefalinger 2012 og De officielle Kostråd fra 2013. Især slik, chokolade, kage, sukkersødede drikke og alkoholiske drikke bidrager til danskernes høje indtag af nydelsesmidler.