Mød den nye netværks- og partnerskabschef

1. april tiltræder Katrine Svarre Müller som den nye netværks- og partnerskabschef for Rådet for sund mad. Sekretariatet har talt med Katrine om, hvilke ambitioner hun har for sit kommende virke i Rådet for sund mad.

Hvilke ambitioner har du for Rådet fremadrettet?

Min store ambition er at vise, hvordan vi i fællesskab gennem Rådet for sund mad kan løfte en vigtig samfundsopgave med missionen om at arbejde for sundere mad og måltider. Rådet har allerede ydet et stort bidrag til denne dagsorden med sine sundhedsfremmende aktiviteter, men jeg er overbevist om, at potentialet er endnu større, og jeg ser frem til at stå i spidsen for dette arbejde i samråd med Rådets medlemmer.

Ambitionen er at blive den mest værdiskabende netværksplatform, som skaber projekter og indsatser, der kan gøre en reel forskel. Det kan både være for børn og unge, ældre eller ude i de professionelle køkkener. Sunde vaner er vigtige for os alle og for vores trivsel og sundhed. Der er mange muligheder med en stærk medlemskreds.

Hvad glæder du dig særligt til at tage fat på?

Jeg glæder mig helt utrolig meget til at møde alle partnerne. Mange kender jeg i forvejen og andre vil være nye for mig. Igennem hele mit arbejdsliv har jeg beskæftiget mig med mad, sundhed og trivsel – både i fødevarevirksomheder, NGO’er og andre organisationer, og jeg ser frem til at sætte mine kompetencer i spil hos Rådet for sund mad.

Min første opgave er at lære rådets medlemmer godt at kende, så vi sammen kan fokusere på at sikre et stærkt netværk, vidensdeling og samarbejde om fælles projekter, hvorigennem vi skal fremme sundere måltider og madvaner.

Om Katrine Svarre Müller

Katrine Svarre Müller, kommer aktuelt fra en stilling som Chef for Kommunikation og Strategiske Partnerskaber i Julemærkefonden. Katrine har tidligere arbejdet for Lantmännen, Stryhns og Madkulturen, hvor hun ved sidstnævnte bl.a. var med til at udvikle Arla Fondens MADlejr. Desuden har hun arbejdet som projektchef i Meyers kantiner.