Maddag Rødbeder

Maddag 2020

Med maddag fejrer vi hvert år de fælles måltider i daginstitutioner og sætter fokus på, at mad kan meget mere end at mætte små maver. I 2020 blev Maddag fejret på institutioner rundt om i landet den 16. september under temaet rødbeder.

Fejrer det fælles måltid

Siden 2015 har Rådet for sund mad været involveret i Maddag. Formålet med Maddag er at være sammen om maden og skabe synlighed om fordelene ved madordninger til de mindste. Maddag er en oplagt mulighed for at gøre opmærksom på alt det, det fælles måltid betyder for børnenes maddannelse og trivsel – både nu og i fremtiden.

Maddag foregår ved at deltagende institutioner tilbereder det samme frokostmåltid ud fra tilsendte opskrifter. I år kan børn og voksne smage og lege med rødbeder. Der er til dagen både udviklet smagfulde opskrifter og sjove aktiviteter med rødbeden i centrum.

Maddag 2020 foregik onsdag d. 16. september 2020.

På kost.dk er alt materialet til Maddag 2020 samlet. Udover opskrifter og aktiviteter ligger der materiale udviklet til madprofessionelle, det pædagogiske personale, ledere, forældre og pressen.

Bag Maddag 2020 står en række organisationer, der ønsker at sætte fokus på børnenes maddannelse samt på det velsmagende, sundhedsfremmende fælles måltid i daginstitutionerne.