Forskellige grøntsager illustrerer anprisninger af grøntsager

Anprisninger af grøntsager

Danskerne vil gerne vide mere om sundhed, ernæring og ansvarlighed. Men hvad og hvordan må man egentlig anprise? Projektet Anprisninger af grøntsager har kortlagt hvad og hvordan, man må anprise på emballage og i kommunikation omkring grøntsager.

Anprisninger af grøntsager taler ind i en stærk trend, der går på transparens. Danskerne vil nemlig gerne vide mere om de produkter, de køber, og de vil gerne kende deres funktionelle værdi. Mere produktinformation er med til at øge værdiopfattelsen – og hvis det rigtige kommunikeres, kan det have en positiv effekt på opfattelsen af produktet.

Med Anprisning af grøntsager har en række af Rådets partnere kortlagt hvad og hvordan, man må anprise på emballage og i kommunikationen omkring grøntsager.

Projektet har udmøntet sig i publikationen Grønne anprisninger.

Øget værdi og forbrug af grønt

Målgruppen for projektet er dagligvarehandlen og de danske forbrugere. I løbet af projektperioden vil der produceres en guide til anprisninger, der tydeligt dokumenterer alle udsagn ­– i et sprog, der er målrettet til forbrugere og ikke fagfolk.

Projektets langsigtede mål er at øge forbruget og indtaget af grøntsager. Det er ambitionen, at projektet dermed er med til at gøre det nemt for forbrugerne at spise sundere. Anprisning af grøntsager kan bidrage til at produkter kan differentiere sig i markedet og give øget købspræference for grøntsager. Desuden forventes anprisninger at øge værdioplevelsen af grøntsager blandt danskerne.

Udgangspunkt i tidligere projekt

Projektet arbejder bl.a. med udgangspunkt i Markedsanalyse om grøntsager, der blev udarbejdet i regi af Måltidspartnerskabet i 2017. Analysen tegnede et signalement af 37 grøntsager og identificerede deres styrker og svagheder, muligheder og trusler. Anprisning af grøntsager vil arbejde videre med nogle af de vigtigste grøntsager fra denne rapport – især dem der virkelig har brug for en løftestang.

Resultaterne formidles til hele branchen på Fødevaredagen den 24/9 2019 og deles desuden med interessenter i alle led af værdikæden via goderåvarer.dk og projektdeltagernes samt Rådets nyhedsbrev.