Opsummering af vægtstatus
Hvor mange danskere har overvægt? Eller normal- eller undervægt? Og hvordan har udviklingen af danskernes vægtstatus været de seneste år? Det kan du få mere viden om her. Rapporten Viden om vægtstatus, mad- og måltidsvaner gennemgår og videreformidler viden fra danske undersøgelser, rapporter, databaser, artikler mm. der siger noget om danskernes vægtstatus og/eller mad- og måltidsvaner. Her er en kort opsummering af afsnittet om vægtstatus.
Danskernes vægtstatus
- De seneste tal fra Den Nationale Sundhedsprofil viser, at andelen af voksne danskere med overvægt stiger. I 2021 havde 52,6 % voksne danskere overvægt, heraf 18,5 % med svær overvægt. I 2010 havde 39,4 % overvægt, heraf 13,6 med svær overvægt. Forekomsten af overvægt er højere, jo ældre aldersgruppen er op til om med de 55-64-årige, hvorefter andelen falder (Sundhedsstyrelsen, 2022 b).
- Ifølge data fra Den Nationale Børnedatabase var der på tværs af de medtagne årgange 85,2 %, der havde normalvægt i indskolingen (6-8 år, årgang 2005-13), 79,3 % på mellemtrinnet (9-13 år, årgang 2001-2008) og 79,6 % i udskolingen (14-15 år, årgang 1997-2006) (Sundhedsdatastyrelsen, 2021).
- Der har ikke været en stor udviklingen over tid i andelen af de forskellige for vægtklasser for de enkelte aldersgrupper. For de to seneste årgange i indskolingen og på mellemtrin er der dog en lille stigning i andelen af børn med overvægt (Sundhedsdatastyrelsen, 2021). Hvorvidt det er en generel tendens, vil data for de kommende årgange vise.
- Andelen af børn med overvægt var lavest i indskolingen (6-8 år, årgang 2005-13), hvor den lå på 12,7 % på tværs af årgangene, mens den var højere på mellemtrinnet (9-13 år, årgang 2001-2008) og i udskolingen (14-15 år, årgang 1997-2006), der begge lå på niveau med hinanden med henholdsvis 18,4 % og 18,5 % på tværs af årgangene. Den største forskel i andelen med overvægt var således mellem indskoling og mellemtrin (Sundhedsdatastyrelsen, 2021).
- Ifølge tal fra 2019 havde 15 % af unge mænd og 12 % af unge kvinder på gymnasiale uddannelser overvægt (Pisinger, Thorsted, Jezek, Jørgensen, Christensen & Thygesen, 2019). På erhvervsskoler havde 36 % af unge mænd og 40 % af unge kvinder overvægt (Ringgaard, Heinze, Andersen, Hansen, Hjort & Klinker, 2020).
- Der ses en stor stigning i andelen med overvægt i overgangen fra ung til voksen. Blandt de 16-24-årige havde 25,4 % overvægt (26,8 % mænd og 23,9 % kvinder) i 2021, mens det blandt de 25-34-årige var 45,5 % (51,2 % mænd og 39,8 % kvinder), der havde overvægt (Sundhedsstyrelsen, 2022 b).
- Der er store regionale forskelle i andelen af voksne med overvægt. I 2021 havde Region Sjælland den højeste andel med 57,6 %, mens Region Hovedstaden havde den laveste andel med 46,8 % (Sundhedsstyrelsen, 2022 b).
- Når moderat og svær overvægt lægges sammen, havde en større andel af mænd (59,1 %) end kvinder (46,2 %) overvægt i 2021. Kigger man derimod isoleret på svær overvægt er der ingen forskel. Her havde 18,6 % af mænd og 18,3 % kvinder svær overvægt i 2021. Samtidig ses det, at andelen af personer med moderat overvægt ikke har ændret sig gennem tiden modsat andelen med svær overvægt, der er steget (Sundhedsstyrelsen, 2022 b).
- Andelen af personer med undervægt har ikke ændret sig fra 2010 til 2021, mens andelen af personer med normalvægt er faldet fra 50,6 % i 2010 til 45,0 % i 2021 (Sundhedsstyrelsen, 2022 b).
- Andelen af personer med overvægt begynder at falde fra aldersgruppen 65-74 år, men mere end halvdelen har stadig overvægt. I gennemsnit havde 53 % af personer over 65 år overvægt i 2017. Ældreprofilen viser, at andelen af ældre med overvægt er steget fra 2010 til 2017 (Sundhedsstyrelsen, 2019).