Online maddannelse
Covid-19-situationen har ændret både arbejdsgange og aktiviteter hos Rådets medlemsorganisationer. Det har samtidig resulteret i, at mange har fået skabt gode og kreative løsninger, så arbejdet har kunne fortsætte. I Rådets sekretariatet vil vi gerne fremhæve og hylde de løsninger, vi har fået øje på, og som måske kan bruges til inspiration for andre. Tip os gerne om andre.
Sunde børn – en virtuel inspirationskonference
Traditionen tro afholdte Landbrug & Fødevarer inspirationskonferencen Sunde Børn. På kort tid lykkedes det at ændre formen, så det i stedet blev afholdt virtuelt. Forud for arrangementet fik alle tilmeldte tilsendt artikler fra de oplægsholdere, der skulle have deltaget på konferencen. På dagen kunne man stille spørgsmål til oplægsholderne.
Fars Køkkenskole live på Facebook
Hello Kitchen plejer at arrangere køkkenskoler på tværs af generationer rundt om i landet. Det har de af gode grunde måtte sætte på pause. I stedet går de live på Føtex’ facebookside. Her inspirerer de børnefamilier til sjov og sund madlavning hver mandag kl 17. Retterne er typisk velkendte retter, hvor der er skruet godt op for grøntsagerne – bl.a. med hjælp fra en grøntsagsbazooka (ja, sådan en findes!).
Online køkkenhjælp til efterskoleelever
Madkulturens Køkkentjansen er en indsats, som giver efterskoleelever øget viden om mad, køkkenfærdigheder og lyst til at gå mere i køkkenet. Da efterskoleeleverne blev sendt hjem, var Madkulturen hurtige til at få produceret en række film. Med filmene kan eleverne stadig lære nye tricks i køkkenet, selvom de ikke har køkkentjansen.
Live GoCook
Da skolebørnene blev sendt hjem var Go Cook på pletten. På Facebook sendte de live med Micki Cheng, så børnene kunne lave mad i deres frokostpause et par gange om ugen. Børnene er tilbage i skolen, men Go Cook går stadig live – nu kan børnene i stedet lave aftensmad en gang om ugen. Så selvom mange skolekøkkener stadig er lukket, er der gode muligheder for børn (og deres forældre) at lære at lave mad.