Odense Kommune er nyt medlem af Rådet for sund mad
Det er med stor glæde, at vi kan præsentere Odense Kommune som det nyeste medlem af Rådet for sund mad. Kommunerne spiller en afgørende rolle for folkesundheden, når det gælder arbejdet med mad og måltider i landets institutioner. I Rådet for sund mad understøtter vi et tæt samarbejde mellem kommuner og relevante private og offentlige aktører for, at alle danskere kommer til at spise sundere i fremtiden.
Tæt på borgerne og på tværs af fagligheder
Odense Kommune arbejder systematisk med mad, måltider og ernæring tæt på borgerne og på tværs af fagligheder. ”Vi ser frem til at blive en aktiv del af Rådet for sund mads arbejde. I Odense Kommune har vi stor erfaring med udvikling af praksis inden for mad, måltider og ernæring. Jeg er sikker på, at vi både kan bidrage til, lære og deltage i samskabelse af de mange spændende initiativer, der arbejdes med i Rådet for sund mad”, siger Gitte Breum, chef for Mad og Frivillighed i Odense kommune.
Med Odense Kommune tæller Rådet for sund mad nu 32 medlemsorganisationer, heriblandt tre andre kommuner: København, Vejle og Aarhus. ”Vi er stolte af, at Odense Kommune bliver nyt medlem af Rådet for sund mad. Odense Kommune er kendt for en stærk indsats for mad og måltider, og vi glæder os til at samarbejde om at skabe sundere og grønnere rammer for måltider i kommunerne,” siger Per Christiansen, bestyrelsesformand i Rådet for sund mad.