Hvad er Ja tak, lidt mindre?
Ja tak, lidt mindre er en forebyggelsesindsats mod overvægt, som skal øge tilgængeligheden af og efterspørgslen efter lidt mindre pakker og portioner.

Den primære årsag til overvægt er, at vi spiser og drikker for meget. Det skyldes bl.a., at pakke- og portionsstørrelser er steget de seneste årtier. Det får os til at spise og drikke mere, uden at vi føler os mere mætte. Det kaldes portionsstørrelseseffekten.
Ja tak, lidt mindre ønsker at skabe en bevægelse, som får sat gang i en forandring, så mindre pakker og portioner bliver det nye normale derhjemme, i butikkerne, i kantiner og på restauranter. Det kalder vi downsizing. Det betyder at gøre portioner og pakker lidt mindre, så de indeholder færre kalorier. Læs mere her.
Det gør vi i et partnerskab mellem fødevarevirksomheder, NGO’er, brancheorganisationer, fagforeninger, uddannelses- og forskningsinstitutioner og myndigheder. Se alle partnerne her.
Vi arbejder på tre områder:
- Øget viden om, at store pakker og portioner øger risikoen for overvægt, altså HVOR MEGET man spiser og drikker og ikke kun hvad
- Formidling af tips og tricks til at vælge mindre pakker og portioner, når det er muligt
- Øget tilgængelighed af lidt mindre pakker og portioner alle de steder, hvor vi køber, vælger, spiser eller drikker noget.
Ja tak, lidt mindre er en forebyggelsesindsats – ikke en national slankekur. Målet er, at flere danskere bevarer en sund vægt, og at personer med overvægt undgår at tage yderligere på.