Portion size effect
Store portioner mad- og drikkevarer får os til at spise og drikke mere, uden vi føler os mere mætte. Det kaldes portion size-effekten. Større portioner øger risikoen for overvægt.
Kommer vi ofte til at spise eller drikke lidt mere, end vi har behov for, sniger der sig let ½-1-2 kg på om året. Det kan give en sundhedsskadelig overvægt i løbet af en årrække. Overvægt øger risikoen for mange forskellige sygdomme bl.a. hjertesygdom, type 2-diabetes og kræft og påvirker også vores trivsel og mentale sundhed.
Flere end halvdelen – svarende til ca. 2.4 mio. voksne danskere har overvægt. Hvis vi ikke får vendt udviklingen, vil det være to ud af tre danskere i 2045, hvoraf 1/3 vil have svær overvægt.