Nyt inspirationsmateriale til borgere 65+
Tilbage i 2016 offentliggjorde Fødevarestyrelsen et supplement til De officielle Kostråd for personer over 65. I regi af Måltidspartnerskabet har en række partnere arbejdet sammen for at få udbredt kendskabet.
Fødevarestyrelsen har i den forbindelse fået lavet en kort og humoristisk film af Anders Morgenthaler. Budskabet er, at man selv kan gøre meget for at bevare sit gode helbred. Også efter at have rundet de 65, så man kan være i stand til at gøre det, man gerne vil længst muligt. Se filmen her.
Udover filmen har Fødevarestyrelsen opdateret indholdet på Altomkost.dk/65, hvor man finder gode råd til, hvad man kan gøre for at bevare muskelmasse og stærke knogler.
Materiale og inspiration til professionelle ernæringsformidlere
Som en del af projektet har Landbrug & Fødevarer udarbejdet en ny Vidste du at… Arket Små ændringer i kosten som gør, at 65+ møder kostrådene er en visualisering af rådene målrettet professionelle ernæringsformidlere, som er i kontakt med målgruppen. Materialet illustrerer, hvordan man med enkle greb kan ændre sammensætningen i sine måltider for at spise sundere.
Både den nye Vidste du at… og Fødevarestyrelsens film kan bruges af fagprofessionelle. Derudover inviterer Kost og Ernæringsforbundet til temamøder om supplement til kostråd 65+ i starten af 2019. Hold øje med temamøderne på kost.dk/kurser.