Grønne anprisninger skal fremme interessen for grøntsager
Vejledningen Grønne anprisninger viser, hvordan ernærings- og sundhedsanprisninger kan bruges til at fremme forbrugernes interesse for grøntsager.
De fleste danskere kan med fordel spise endnu mere frugt og grønt, end vi gør i dag. En måde at få os til at spise flere grøntsager er at bruge grønne anprisninger, så forbrugerne i købssituationen nemt kan se de ernærings- og sundhedsmæssige fordele. Med den nye vejledning, kan producenterne, dagligvarehandlen og grossisterne få et overblik over, hvilke ernærings- og sundhedsanprisninger, kostråd, Nøglehullet og enkelte anprisninger om produktion og oprindelse, der kan bruges i forbindelse med mærkning og markedsføring af grøntsager.
Grønne anprisninger er resultatet af et projekt i regi af Rådet for sund mad af Landbrug & Fødevarer og Fødevarestyrelsen i samarbejde med producenter, dagligvarekæder og grossister.
Godt for dig
Formålet med vejledningen er at gøre det nemmere at finde ud af, hvad man må skrive om de enkelte grøntsager i markedsføring. Vejledningen viser ikke kun den godkendte anprisning, men kommer også med eksempler på andre formuleringer, der vurderes at være tilstrækkeligt relaterede til de respektive sundhedsanprisninger. Sundhedsanprisningen “Vitamin K bidrager til at vedligeholde normale knogler” kan eksempelvis suppleres med “Godt for knoglerne” eller simpelthen “Godt for dig”.
Udover vejledningen har Landbrug & Fødevarer en dedikeret side på goderåvarer.dk, hvor man kan finde relevante oplysninger i forbindelse med markedsføring af grøntsager. https://goderaavarer.dk/frugt-og-groent/gronne-anprisninger