Danish Crown bliver medlem af Rådet for sund mad
Efter et succesfuldt samarbejde på årets Folkemøde er Danish Crown blevet medlem af Rådet for sund mad.
Danish Crown er nu det 30. medlem af Rådet for sund mad, hvor vi samarbejder om, at alle spiser sundere i fremtidens Danmark ved at mobilisere kræfterne om en national indsats for sund mad og sundere måltider.
– Det er vores ambition, at Danish Crown skal engagere sig i debatten og drive samtalen om kødets fremtid på tallerkenen. Vi ser bæredygtigt produceret kød af høj kvalitet som en naturlig del af afbalanceret og sund kost. Derfor er det vigtigt for os at være en del af den stærke stemme, som Rådet for sund mad bruger til at sætte maden på den politiske dagsorden, siger Mette Færch, der er marketings- og innovationsdirektør i Danish Crown.
– Det har været vigtigt for os at få Danish Crown med i Rådet for sund mad. Danish Crowns produkter er en del af danskernes hverdagsmad, også ifølge De officielle Kostråd. Så ved jeg godt, at mange problematiserer bl.a. kødprodukter, men det er afgørende, at Danish Crown er en del af samtalen om madens betydning for et sundere liv og for folkesundheden, siger Claus Egeris, sekretariatschef i Rådet for sund mad.
Samarbejde startede på Folkemødet
Rådet for sund mad og Danish Crown tyvstartede på samarbejdet under dette års Folkemøde i Allinge på Bornholm. Her var Danish Crown partner på Rådets ”SAMMEN OM MAD SCENEN”, hvor der i tre dage var debatter med fokus på mad, måltider og sundhed.
– Allerede under Folkemødet kunne vi se, hvad det kan give os at være med i Rådet for sund mad. Ved at samarbejde om én, stor debatscene kom vi tættere på de andre store aktører på fødevareområdet, og vi havde mulighed for at invitere gæster, der nok havde prioriteret deres tid anderledes, hvis vi hver især havde opstillet mindre debattelte rundt omkring i Allinge, siger Mette Færch, der selv deltog i flere debatter på scenen.
Også Rådet for sund mad var tilfreds med samarbejdet.
– Scenen på Folkemødet var simpelthen Rådets arbejde i en nøddeskal. Det er helt klart, at de medlemmer der får mest ud af at være en del af Rådet, er dem, der også er klar på at deltage i et forpligtende samarbejde, og som kaster sig ud i fælles projekter sammen med Rådets andre medlemsorganisationer, siger Claus Egeris.